torsdag den 27. marts 2014

Historiske roser fra Jas Roser

Igår modtog jeg historiske roser med posten.

Jeg havde bestilt følgende:

2 Alfred Colomb
2 Nuits de Young
2 William Lobb
2 Erinnerung an Brod
1 Lykkefund
1 Plantier
1 Madame Legras de St. Germain

Bestilte dem for godt en uge siden og undrede mig i foregårs over at jeg intet havde hørt fra Jas Roser. Tjekkede om mailen var gået igennem...det var den. Tænkte at jeg måtte få rykket for dem. De skal jo helst så hurtigt som muligt i jorden inden det bliver for varmt og tørt.



















Igår kom de så med en lille seddel med kontooplysninger. 11 stk. á 45 kr. og en fragt på 120 kr. Altså 615 kr.;det er sørme ok! Specielt fordi de ser ganske fine og sunde ud. De er sat i jorden idag (3 af dem i potte, da de skal gives i gave) og nu må tiden vise hvor store de når at blive i 2014.

tirsdag den 25. marts 2014

Planter planter planter

Glæder mig i disse dage over hvordan alting grønnes. Også selvom vores have er noget bagefter mange andre havebloggeres. Dette skyldes den ligger langt fra hav og fordi den ligger lavt og jorden er leret og kold. Det kan man selvfølgelig ærgre sig over i denne tid, men til gengæld tørrer vores have sjældent ud og og alting står grønt og frodigt på selv den mest tørre sommer. Få ting er dog i gang og disse franske anemoner er da bare for skønne



Jeg inddrog sidste år ca. 300 kvadratmeter af haven til bede, og selvom min mand vil påstå, at jeg var flittig til at slæbe planter hjem fra nær og fjern, ja så er der stadig en del huller. Derfor er jeg igang med det store så cirkus. Der er såbakker i køkken og stue og udpriklede stauder og sommerblomster i drivhuset. Her et lille udsnit



Til sidst får I et daggammelt vue over haven. Vores skel går 5 meter bag det sort/hvide skur bagerst. For enden af stien er vi ved at etablere en lille terrasse til udendørs arbejdsbord til mig samt potage med højbede i rustent jern. Nok om det senere.


God aften til jer derude. Så er det tid til armchair gardening med regnen piskende mod ruden.

onsdag den 19. marts 2014

Tankespind

I de sidste måneder har mine tanker kredset usædvanlig meget om videreudvikling af haven. Ud over at det hvide rum skal færdigplantes, så skal der også etableres potage i noget der gerne skulle blive et kvadratisk rum på ca. 7 gange 7 meter. For at gøre det kvadratisk, vil jeg plante en bane , der er 1,5 meter bred og godt 7 meter langt bed med udelukkende historiske roser med bunddækkende stauder i bunden omkring de bare ben. Indtil nu har jeg været forliebt i Austin roserne, men efter at have set og ikke mindst duftet purpurviolette historiske, var jeg solgt!

Jeg har fundet en leverandør på Fyn, der hedder "Jas' roser" (www.jasroser.dk), som har et pænt stort udvalg og som sender pr. post. Men ikke mindst har han netop de roser, som jeg simpelthen bliver nødt til at erhverve mig. Hjemmesiden er ikke prangende og er næsten billedløs, men så kan man heldigvis google rosen som billede, og så bliver man straks klogere... Sidst men ikke mindst tager han blot 50 kr. for en barrodsrose. Næsten svært ikke at blive revet med, når listen er alenlang.

Har bestilt følgende, hvoraf 3 er til gave...

1 Madame Legras St. Germain
1 Madame Plantier
1 Lykkefund, som skal vokse op ad et træ.

Disse tre skal plantes i det hvide rum.

Derudover:

2 William Lobb
2 Alfred Colomb
2 Nuits de Young

Har købt to af disse, da jeg skal give en af hver i gave.

2 Erinnerung an Brod, som er vist på billedet nedenfor. Den skal vokse over en overdækket bænk i potagen.

















Derudover har jeg været ude og måle det hvide haverum op og notere de planter, der er plantet. Derefter har jeg på tegningen forsøgt at placere de planter jeg har sået og de planter der skal flyttes fra andre dele af haven.




Kunne egentlig godt tænke mig at lave det mere professionelt med et tegneprogram, men det må blive næste gang. Rummet er 13 meter langt og incl. stien i midten 6 meter bredt.

Her mod slut får I lige en bid af rummet, da de hvide krokus netop er ved at udfolde sig.


God onsdag aften :-)


søndag den 16. marts 2014

Weekendsysler

Så lakker weekenden mod enden, og også denne weekend stod i havens tegn. Familiebesøg på Vesterbro og familiebesøg fra det nordjyske blev det dog også til.

Jeg har fået sået og priklet til den store guldmedalje. Fik priklet perlekurv, koreansk mynte, lodden løvefod, lammeøre, kongelyd "Snow Maiden", kortlæbe, lupin "Gallery White" og "Gallery Red", Trifolium rubens og hvid haveklinte.

De er alle kommet i drivhuset, og så håber jeg ellers på et mildt forår uden for megen frost. Til nød kan jeg dog sætte en lille petroleumsvarmer op, så de kære kan overleve natten. Således blev der nu også plads i køkkenet til at så en ny omgang. Det blev idag til Salvia transylvanica, slyngende løjtnanshjerte, lathyrus (Matucana, White Pearl og Windsor), stolt kavaler hvid, sølvkrans, bunke, prydtobak "White Bedder"

Ellers har den stået på oprydning i bedene og i drivhuset. Glæder mig dagligt over det arbejde jeg lagde
for dagen i oktober måned, da alle forårsløgene blev lagt. Var så heldig at køre i Bilka en dag hvor de havde sat alle løgpakker ned til 5 kr. stykket. Gæt om jeg købte mange...2 indkøbsvogne...vel at mærke i Bilka strørrelse. Den dag var jeg meget glad for, at de havde åbent til kl. 22, for det tog lidt tid at finde de rette farver i de ønskede mængder.



















Her et lille udsnit af udvalget. Af tulipaner blev til Spring green, Purissima, Havran, Negrita, Black hero, Queen of night, Groenland og en rosa mere, som jeg ikke husker navnet på. Derudover blev der købt vintergækker, krokus, påske og pinseliljer, hyacinter og prydløg. De fleste er selvfølgelig stadig blot grønne toppe, men nøj hvor jeg glæder mig til en farveeksplosion til maj.

Lige nu blomstrer irisene dog.








































God søndag aften til jer derude :-)

En kommentar kunne være skøn! Og du kunne blive den første!


torsdag den 13. marts 2014

Det første kig...

Her er starten på vores have. Da jeg flyttede hertil var der et gammelt råddent drivhus, en græsplæne og nogle gamle frugttræer…that’s it!
På billedet herunder ses også at vi er ved at bygge til. Det er fra foråret 2010 og jeg var rå og uprøvet i haveverdenen…frisk udsprunget fra København!

IMG_0464

Her det gamle drivhus…

IMG_0427

Og kort efter var det væk. Husker det som vores første dag i haven :-)

IMG_0459
Dengang var der et vakkelvornt hegn langs den ene nabo. Det er nu erstattet af hæk. Et ny drivhus kom kort efter til.
IMG_0617

Ved siden af drivhuset opstod det første blomsterbed. Efter jeg havde gravet på kryds og tværs med en greb flere gange hver uge i næsten 3 uger, mens jeg samlede hvide skvalderkålsrødder op i spanden, stolede jeg på at bedet var skvalderkålsfrit. Indkøb af stauder skete ret spontant en dag vi stod i det nu lukkede “Bo Grønt” i Allerød med en yderst kompetent fagkvinde. Jeg lod mig rive med og sugede hendes viden til mig alt imens min mand kørte hjem efter traileren. Resultatet ses nedenfor.

IMG_0703

Sommeren 2010, var også min første sæson som drivhusejer. Det blev til produktion af peberfrugter, tomater, agurker og chilier.

IMG_0692
I efteråret 2010 var vores tilbygning færdig og vi fik derefter lavet herregårdsbelægning i indkørsel, på terrassen ved huset samt en sti ned gennem haven til det nye drivhus, hvor vi også fik anlagt en mindre terasse under det gamle “Belle de Boskop”.
IMG_0710

IMG_0709

IMG_1611

Terrassen ved huset, hvor jeg idag har et stort bed med stauder, roser og buske.

IMG_1606

Stien ned i haven med den nye belægning. På billedet her er stendiget lavet og der er etableret to trapper. Vores grund er smal (13 meter bred og ca. 90 meter lang) og skrånende, hvilket viste sig at være noget en udfordring, når der skal skabes rum og hyggekroge. Det gamle pæretræ på græsplænen, måtte desværre lade livet i sommeren 2012. Der blev jeg også gravid. Desværre fulgte der en del svimmelhed, kvalme og plukveer med, så indtil vores søn Jacob blev født, blev der ikke igangsat de store projekter.Ja, faktisk skal vi hen til foråret 2013, før ser skete store ændringer. I vinteren 2013 lå jeg flere gange med lungebetændelse, og i de dage lå jeg i sengen og tegnede på nye ideer til haven. Jeg ville gerne have etableret flere stier og flere rum. Drømmene voksede og det gjorde stregerne på mit papir også. Det ville bide næsten 300 kvm. af græsplænen og kræve blod, sved og tårer. Jeg slog det hen. Projektet var en stor mundfuld, og da min mand ikke er særlig haveinteresseret, troede jeg at jeg skulle stå for det hele selv. Flere uger efter fandt min mand mine streger i en bunke magasiner, og jeg måtte tilstå at det var nogle tanker jeg havde haft vedrørende haven. Han smilte og spurgte til hvornår vi skulle i gang!!! Tror I jeg blev glad??? Det forår var dog usædvanlig koldt og vi skulle helt hen til primo april, før vi kunne grave i jorden.
IMG_1717

Vi gravede ca. 30 cm. af og kørte jorden ned i bunden af haven. Dernæst fyldte vi 25 cm. stabilgrus på og kantede af med pladestål, som blev leveret i 6 meters længder. Pladestålet er 15 cm. højt og 6 mm. tykt.

IMG_1817

IMG_1730

Stabilgruset blev stampet med pladevibrator og så kom der stenmel på, som ligeledes fik en tur med pladevibratoren. Vi var effektive den april måned, for til vores søns 2 års fødselsdag den 25. april, var ca. 50 meter sti etableret og nu kunne græstørvene graves af, så jeg kunne komme i gang med at plante. Jeg har valgt at inddele haverummene i farver. Et er hvidt, et er pink og purpur, et er bleggult og blålilla og det sidste er i støvede rosa, lilla og grå nuancer. Rummene er opdelt af dels stierne og dels den nyplantede bøgehæk.

IMG_1953

Her ses starten af en del af den gul-lilla have. De andre dele bliver delt når der kommer lidt mere kulør på.

I 2014 er der nye projekter i støbeskeen, og faktisk er jeg allerede i gang. Der skal skabes en lille potage, en arbejdsplads med bord, et legerum samt en levende pilehytte til børnene.
IMG_1948

Her er starten på pilehytten og nedenfor ses starten på min lille arbejdsterrasse.

IMG_1950

Til højre for denne terrasse, skal der der være potage omkranset af hæk. De gamle højbede skal fjernes og jeg skal have nogle nye rustfarvede med sneglekant.

IMG_1944

Der bliver rigeligt at tage fat på i 2014!