lørdag den 10. maj 2014

ET INDSLAG FOR BØRNENE

Efter inspiration i et haveprogram fik jeg i Påsken lavet dinosaurusland til vores søn på nu 3 år.


Det består af to firkantede murerbaljer, som er hængt op på indvendige lister i en selvfabrikeret kasse. Træet, som er af lærketræ, var fra vores gamle højbede. Det blev savet til og skruet sammen, så det passede murerbaljernes størrelse. Derefter fik kassen en gang sort træbeskyttelse, ligesom mange andre af vore haveelementer. Der er naturligvis boret store huller med et stort bor i bunden af baljerne, så drænet er fornuftigt. Herefter er der i bunden lagt ca. 10 cm. lecanødder og herefter muld. Allerøverst har jeg lagt en 2 cm. tyndt lag sandkassesand, så dinosaurerne ikke bliver mudrede, hvis der vil leges kort efter regnvejr. Dinosaurerne er fra Schleich og lavet utrolig flot. Jeg har dekoreret med sten, små boksbom, lave græsser, stenbedsplanter mv. Altså planter, som ikke bliver så høje.

fredag den 9. maj 2014

STATUS I MINE HAVERUM

Her i haven blomstrer tulipanerne stadig på fuld tryk, men der er også andet i gære.

Her er det primært tulipanerne Purissima, Tres Chic og Spring Green.



















I det hvide haverum blomstrer storkonval, liljekonvallerne og sommeranemonerne også.

Storkonval


Liljekonval




































Sommeranemoner
























I den rosa afdeling står tulipanerne i fuldt flor. Det er Claudia, Greenland og Claudia, der står side om side.

Her tulipanerne Claudia, Greenland og Angelique



















I bedet med udsigt fra vores spisebord i køkkenet sår tulipanerne stadig flot.

Og prydløgene Purple Sensation er også på vej. Det er helt klar en side af dette bede jeg skal have opgraderet til efteråret. Elsker bare de runde svævende kugler.


 
Tidslen, Cirsium rivularis Atropurpureum , købt hos Staudestedet, skyder i vejret og har den mest bedårende farve. Den bliver høj, ca.120 cm., så kommer til at stå som svævende overstandere

Lige nu er der også godt gang i frugttræerne og efter regnen er det nogle steder begyndt at drysse med hvide eller svagt rosa blomsterbalde fra æble- og blommetræerne. Vores frugttræer er enten temmelig gamle og krogede eller relativt nye og plantet inden for de sidste 3 år.

 I starten af denne uge fik jeg sået starten på vores blomstereng i et hjørne af haven nede ved den levende pilehytte. Måtte grave hele net op af rødder fra snerler. Håber jeg rimeligvis fik kål på dem! Derudover er der plantet små overskuds Jakobsstiger, iris, digitalis mv.


Her til morgen opdagede jeg at prærieliljerne i det lysegule/blålilla havenrum er sprunget ud. Meget fine og efter sigende skulle de være gode til at formere sig. Det ser jeg gerne! Så den første gang hos mine søde genboer på vejen og blev straks forelsket. Har den i øvrigt også i hvid. Den må også snart være på vej...





Sidst en knap så yndefuld sag. Dræbersnegle! Efter al den regn har jeg været på jagt flere gange dagligt. Jeg klipper dem simpelthen over med en gammel havesaks. En time efter kan jeg gå samme tur og klippe de kanibalsnegle, der følger efter. Temmelig ulækkert, men må simpelthen prøve at holde bestanden nede. Tror jeg det sidste døgn har nakket mindst 100.








fredag den 2. maj 2014

CLEMATIS POINTY

Denne smukke clematis "Pointy" blev indkøbt. Sidste år til havefest medio juni hos Kjeld Slot. Iøvrigt et fantastisk arrangement, også selvom det om søndagen regnede med spredte byger og vi måtte trække ind i laden. Nå, men clematissen blomstrer nu for første gang i vores have, og jeg er ikke skuffet.


Sikken en detaljerigdom og synes den er så yndig når den hænger.





onsdag den 30. april 2014

Et stort arrangement...

I fredags fyldte vores søn 3 år og det skulle naturligvis fejres med maner. Vi havde sat et stort telt op i haven, som lige passede lige til de 30 gæster der kom om lørdagen. Om fredagen hentede vi borde, stole og service, og så blev teltet pyntes til den store guldmedalje...og det blev omgivelserne naturligvis også, så der blev arbejdet på fuld tryk i de dage.

























Langs forhaven blev gæsterne modtaget at en stribe tulipaner.



Og det fortsatte ind på terrassen...




















Og videre nede i det hvide haverum, som nok står flottest pt.

Det blev en fantastisk dag, med høj sol og sommerligt vejr.

tirsdag den 29. april 2014

Min nye lille potage

Så blev potagen færdig og det er blevet såtid. Indtil videre er rabarberne og jordbærplanterne holdt flyttedag. De næste dage skal frøposerne findes frem. Vi har lagt ukrudtsdug i et sirligt mønster rundt om højbedene og så er der lagt barkflis. Er ganske tilfreds med resultatet! Nu skal hækken blot blive grøn og de historiske roser skal vokse sig store og frodige.


mandag den 14. april 2014

En levering til potagen

I dag kom en fragtmand med en ventet levering. De nye højbede i rustent jern med sneglekant til potagen.  4 stk. i målene 120x240. Glæder mig så meget til sætte dem op i morgen, men allermest glæder jeg mig til at sige "bye bye" til de ækle dræbersnegle!

Et kig i skattekammeret

 
Mit skattekammer vokser og vokser og det kan jeg specielt glæde mig over når den i dag står på regnvejr. Tænker at jeg skal have priklet nogle af planterne fra køkkenet, så de kan komme i drivhuset. Satser på der ikke bliver frost i drivhuset. Glæder mig som bare pokker til at skulle plante det hele.

Her er det nærmest zinnia "Envy", lathyrus "Windsor", artemisia "Powis Castle", artemisia "Silver Brocade" og Salvia "GoGo Purple". Bagerst er det koreansk mynte og kongelys "Snow Maiden".


























Her purpurkortlæbe, kæmpeverbena, lodden løvefod og desværre nogle mislykkede artiskokplanter. Bagerst forskellige varianter af lathyrus.

  
Her er det Nicotiana alata "Lime Green", små lavendler , perlekurv, hvid haveklinte og langbladet ærenspris.
Hvid haveklinte, røllike "Credo", trifolium rubens og pragtsalvie




















Små rosa rølliker

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Hvide stolte kavaler og mamelukærme samt sølvkrans.
 
Inde i mit hoved vokser bedene sig frem og jeg mere end dagdrømmer. Realistisk set går der nok et års tid før bedet får den fornødne fylde. Indtil da må jeg fylde op med sommerblomster.